Efterskolelivet er fyldt af mange gode ting – noget af det, jeg nyder mest, er at hygge med spil eller snak – både sjov og alvor. I min undervisning giver det mig et sus af glæde, når elever har en ”aha-oplevelse”.
Jeg underviser i engelsk, medborgerskab og matematik, og jeg har et valgfag som kaldes brætspil. Her nyder jeg især kortspil og terningespil. Jeg går mest op i hyggen omkring spil, men jeg synes også det er sjovt at se de forskellige reaktioner på at tabe eller vinde hos dem, der går meget op i den del af spillet.
Uden for skolen spiller jeg gerne online-spil, ser serier eller comedy, hygger med familie og venner eller snupper en tur i vildtmarksbadet.
For mig som lærer er efterskolen et særligt sted, fordi jeg får lov at deltage i elevernes fritid, og derved lærer dem at kende på en anden måde, end hvis jeg kun kendte dem fra undervisningen.
Jeg håber eleverne får det med fra efterskolelivet, at forskellighed ikke skræmmer dem, men giver muligheder og gør livet mere farverigt og mangfoldigt.