fodboldny
linierogvalgfag
worldwide ny

Værdigrundlag

 

Skrødstrup Efterskoles værdigrundlag.

Udarbejdet januar 2003.

Et supplement til §1 stk. 5 i skolens vedtægter.

A:

Skrødstrup Efterskole er en skole, der ud fra et kristent livssyn ønsker at skabe en skole og et hjem, der præges af troen på den treenige Gud og værdien af det enkelte menneske, idet det er skabt i Guds billede.

B:

At vi er en kristen skole skal afspejles i de måder, vi møder*1 vore elever på, i den daglige dialog, i den daglige forkyndelse*2 af evangeliet, som vi gerne vil gøre nærværende og aktuel, samt i samværet med eleverne omkring de værdier*3, der er med til at skabe et trygt fællesskab og et sted de kan kalde et hjem.

Vi vil gerne møde vore elever som mennesker*4, hvor vi lægger vægt på den gode undervisning*5, der fører til uddannelse og job, og samtidig uddanne vore elever som selvstændige individer*6, der kan tage vare på*7 sig selv i et komplekst samfund*8, idet vi erkender, at prøveresultater kun til en vis grad kan og skal afspejle elevens udbytte af et efterskoleophold.

C:

*1:At møde vore elever i det daglige betyder at være tæt på. Sige ”Godmorgen” og sikre sig, at de er friske og raske, og sidst på dagen at sige ”Godnat og sov godt” for på den måde at runde dagen af. Være tæt på eleverne, når de har brug for en snak om fysiske eller psykiske problemer. Være tæt på eleverne i kontaktgruppesamtalerne. Turde møde hinanden i dialogen omkring trosspørgsmål til bibeltimer og endelig være sammen omkring de daglige måltider i spisesalen.

Der lægges vægt på fællesskab.

Gensidig respekt og tolerance mellem eleverne indbyrdes og i forholdet til medarbejderne søges fremmet.

Det forventes, at eleverne demonstrerer vilje til samarbejde på grundlag af skolens ordensregler.

Det tilstræbes, at eleverne oplever medansvar for undervisningens gennemførelse, fritidsaktiviteter, praktiske opgaver, skolens bygninger og inventar.

*2: Der er obligatorisk deltagelse for eleverne til morgen- og aftenandagt. Her forkyndes bibelens ord i et sprog, der gerne skulle være aktuel og forståelig for eleverne. Jævnt fordelt over året er der bibeltimer, hvor lærere og elever snakker om trosmæssige spørgsmål i mindre grupper.

Vi arrangerer besøg af gæstelærere fra kirkelige organisationer, der forkynder det kristne budskab. Vi arbejder bl.a. sammen med Indre Mission omkring arrangementer og stævner på skolen, og har besøg af deres Cafebus.

Det er vort ønske, at skolens dagligdag i videst mulig omfang præges af det kristne livssyn og af de kristne værdier.

Skolen er behjælpelig med at arrangere, at eleverne frivilligt kan deltage i kristne møder og arrangementer på- og udenfor skolen.

*3: Ansvar, ærlighed, tillid, hensyntagen, næstekærlighed, humor, respekt, livsglæde.

*4: Møde eleverne som ligeværdige, hvor vi både ser på dem som elever, og som mennesker skabt af Gud. Vi vil gerne være i dialog med dem. Vi vil gerne være sammen med dem og respektere dem for det, de er og står for. Elevernes tryghed og tillid til medarbejderne opbygges gennem medarbejdernes engagement og kontakt.

*5: Møde eleverne på det faglige niveau, de er på. Give dem gode fagkundskaber til brug for senere uddannelse og job. Gøre dem alsidige, så de kan varetage forskellige funktioner i tilværelsen siden hen. Der tilstræbes en solid undervisning, der er svarende til folkeskolens pensum.

*6: Opnå selvstændighed og selvtillid ved at skulle stå overfor de øvrige elever ved f.eks. fremlæggelse af projektopgaver, samt opgaver i forskellige fag. Være med til at tilrettelægge og afholde andagter for resten af skolen. Deltagelse i elevråd og ledelse af disse møder. Samarbejde omkring emneuger, hvor man som elev skal præstere noget i form af optrin af forskellig art. Deltage i aftener på skolen omkring forkyndelse, hvor det er eleverne selv, der står for aftenen. Være aktive omkring lederuddannelse, der gør elever istand til at varetage lederfunktioner, når de kommer hjem. Være med i afvikling af forskellige festaftener og arrangementer på skolen, hvor elever hver for sig og sammen, må stå overfor hinanden til hygge og morskab for fællesskabet. Dygtiggøre sig i dialogen omkring personlige spørgsmål som f.eks. deltagelse i bibeltimer mm.

*7: Eleverne skal lære at indgå i daglige praktiske gøremål. Det gælder bl.a. køkkenhjælp i skolens køkken. Eleverne skal selv medvirke i rengøringen på skolen og på deres egne værelse. Skolen ønsker at medvirke til, at eleverne udvikler sans for orden, renlighed og gode manerer. Vi forventer en uhøjtidelig og høflig omgangsform.

*8: Vi vil gerne ruste eleverne til at deltage i det komplekse samfund. Dette sker bl.a. gennem fællestimer, hvor de oplæres og trænes til at tage stilling omkring aktuelle emner. I orienteringstimer behandles aktuelle politiske begivenheder, og der arbejdes med forståelse for demokrati og samfundsopbygning. Alle elever får grundig vejledning omkring fremtidige skole- og studievalg, så alle er godt rustede til fremtiden. Alle elever er en uge om året i erhvervspraktik, hvor de møder udfordringen fra det private erhvervsliv og de kommunale service virksomheder. Eleverne skal også lave et projekt, der tager udgangspunkt i noget, der har deres interesse, og som gerne skulle afspejle nogle emner, der har relation til ting, de senere kunne tænke sig at beskæftige sig med. Endelig deltager vi som skole på uddannelsesmesser, der er aktuelle med den sidste nye information om uddannelse og arbejde, og som derfor afspejler det samfund vore elever er på vej ud i efter et efterskoleophold.

 

 








videobilleder

 

  • Skitur
    Marts 05, 2012 - Marts 10, 2012
  • ØM-volley
    Marts 28, 2012
  • Påsketur
    April 01, 2012
    Turen går til Odense og København.